Redi
JumpStory
JumpStory
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Lad billeder være en afgørende del af din content marketing strategi

Asger Storebjerg

Asger Storebjerg

Dette blogindlæg er skrevet af Asger Storebjerg. Asger arbejder hos e-handelshuset No Zebra som digital marketing konsulent og deler ud af sin viden om digital markedsføring på bloggen SEO SEM Specialisten. Han rådgiver til dagligt større danske virksomheder i international e-handel og digital marketing.

De fleste virksomheder kan efterhånden blive enige om, at kvalitetsindhold er afgørende for en digital forretning. Faktisk bruger 93%1 af B2B marketers content marketing som en del af deres strategi. Konkurrencen om at producere det bedste indhold intensiveres år efter år, men hvad med billedmaterialet? 

Med øget konkurrence kommer dygtigere content-writers, og virksomhedernes villighed til at investere i det rette indhold stiger tilsvarende. Content marketing er for alvor kommet på adskillige virksomheders dagsorden.

Desværre er der et punkt, hvor mange falder bagud… nemlig på billedmaterialet.

Jeg ser gang på gang velskrevne tekster, som bygger på solid research og i høj grad leverer værdi til læseren. Men det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at det grafiske materiale er langt under kvalitetsniveauet for indholdet.

Det giver grundlag for en relevant diskussion, som kan vise sig at være afgørende for ROI på din content-investering. Billeder og content marketing hører nemlig unægteligt sammen.

 

Billeder styrker ROI

 

Vigtigheden af tekst vs. billede

Hvorfor er vi villige til at betale tusindvis af kroner for, at et tekstbureau skriver godt indhold, men så snart indholdet skal lægges på hjemmesiden, klistres det til med irrelevante billeder, som ikke bidrager med værdi til indholdet?

Hvis billederne er en del af indholdet, hvorfor har vi så ikke et billedbureau på lige fod med et tekstbureau?

Hjernen læser billeder 60.000 hurtigere end tekst og er den vigtigste af vores fem sanser. Det er det første kunder ser, når de kigger på din hjemmeside. Disse dyrebare sekunder kan være afgørende for kundens valg om at blive på siden og for deres indtryk af dit brand.

Desuden har brugen af billeder og illustrationer eksisteret meget længere, end brugen af tekst. Content med visuelt indhold er altså helt naturligt mere engagerende og interessant for brugere, uanset konteksten.

Tænk bare på de sociale medier, som er blevet en fundamental del af vores allesammens hverdag.

Platforme som Instagram, Pinterest, og Youtube er alle platforme i konstant vækst. Vi lever i en informationstid, hvor vi konstant bliver fodret med store mængder data, når vi scroller på vores forskellige gadges. I denne konstante konkurrence om kunders opmærksomhed, handler det om at få folk til at stoppe op længe nok til at indse, at det du tilbyder, er lige det, de behøver.

Og her er det helt naturligt billedet, der fanger modtageren, fremfor den ellers så velskrevne tekst.

Jeg vil påstå, at for vores contentproduktion bør vi bruge mindst 25% af tiden på at finde, redigere og iscenesætte det rette visuelle materiale. Billedoptimering burde efter min mening være en forankret del af content marketing.

Men hvorfor egentlig bruge tid på de rette billeder og content marketing?

 

Billeder er enormt vigtigt for din markedsføring

 

Det forkerte billede kan skade konverteringsraten

Hvis det er sandt, at et billede kan sige mere end tusind ord, så gælder det også, at det forkerte billede kan sige mere end titusinder ord. Og give langt mindre ROI.

Det helt rigtige billede skal understøtte dit materiale og dine budskaber. Det er enormt vigtigt at overveje, om billederne, du vælger, overhovedet passer til dit brand og skaber den ønskede reaktion hos læseren. For hvis du lægger arbejde i at implementere de helt rigtige billeder, så kan de forbedre dine resultater markant.

Men alt for ofte bliver billeder brugt som fyld og er blot forstyrrende for læseren.

Faktisk findes der mange eksempler på, at tilføjelsen af et billede i et stykke indhold kan være decideret skadeligt for konverteringsraten.

I mange CRO-projekter er det lykkedes os at hæve konverteringsraten ved simpelthen at fjerne visuelt materiale, fordi det var så dårligt, at det tog opmærksomheden fra brugeren uden at tilføre værdi. Derfor afledte det brugeren fra at læse teksten, som rent faktisk skulle sælge produktet eller ydelsen. Og det er jo en synd og en skam for det hårde arbejde, der ellers er blevet lagt i teksten.

 

Billeder guider øjnene

Det følgende eksempel illustrerer tydeligt, hvordan billederne i et stykke indhold er med til at guide fokus for vores syn. I billedet til venstre kigger man først på babyens ansigt, og skifter derefter hurtigt fokus på overskriften og teksten, fordi barnet ser i denne retning.

 

Sådan understøtter billeder dit content

 

I eksemplet til højre gælder dog det modsatte. Fordi barnet ser ud på brugeren, ender ens opmærksomhed med at blive fastholdt her. Det skyldes primært, at vi som mennesker ”drages” mod ansigter, og giver dem mere fokus.

Alligevel står pointen klart: Billedet til højre er en friktion, som står i vejen for at brugeren læser det velskrevne indhold, og derfor får information om produktet.

Ovenstående er en glimrende illustration på princippet, men er på ingen måde et enkeltstående tilfælde.  Faktisk oplever jeg, at det mere er reglen end undtagelsen, at billederne som følger med teksten, er tilfældigt udvalgt og ikke bidrager til indholdets værdi.

Der er en række måder, hvorpå billedet kan skade konverteringsraten, blandt andet:

    1. Billedet fjerner fokus fra det vigtigste punkt i indholdet.
    2. Billedet er modstridende med indholdet, og skaber derfor forvirring hos brugeren, som har svært ved at tolke budskabet.
    3. Billedet er dårlig kvalitet og giver derfor brugeren anledning til at tro det samme om produktet.
    4. Billedet fylder så meget på mobilen, at det bryder læse-flowet og læseren derfor bouncer fra siden.

Du kan bruge de ovenstående punkter som en checkliste, når du gennemgår dit eget indhold.

Og det gælder ikke blot teksten på dit website. Principperne er de samme for nyhedsbreve, Power-Points og meget andet indhold, du arbejder med i hverdagen.

 

Iscenesættelse af billedet

Hvis du producerer lange tekster og blogindlæg, så kan billeder være en enorm hjælp til at dele teksten op i små bidder og på den måde fastholde læsere. En god tommelfingerregel er i gennemsnit at anvende et billede pr ca 350 ord. Så undgår du også, at alt det hårde arbejde og de mange penge lagt i content-writing går til spilde.

Tidligere nævnte jeg vigtigheden af at prioritere tid til også at redigere og iscenesætte billedet: billedoptimering.

Men hvad vil det sige?

 

Billedoptimering er altafgørende for content til markedsføring

 

Skåret ind til benet er billedoptimering processen, hvorigennem udvalgte billeder af høj kvalitet redigeres til den helt rette opløsning, de rette dimensioner og formater, i så lille en størrelse som muligt.

Realiteten er nemlig, at man ofte downloader billedet fra en kilde, og derefter ukritisk indsætter det i den størrelse, farvetone og format som, det oprindelig har.

Det er dog sjældent, at et billede bare passer perfekt ind i dit indhold, og derfor bør du, udover at sætte tid af til at udvælge billeder, også tage dig tiden til nøje at tilpasse det visuelle udtryk og de udvalgte billeder til hvert enkelt stykke content.

 

For hvert billede du indsætter, bør du tjekke følgende punkter:

  • Billedet er beskåret således, at de vigtigste elementer er i fokus.
  • Billedets dimensioner er reduceret til den maks. størrelse, det skal vises i.
  • Billedet er derefter komprimeret mest muligt alt efter konteksten.
  • Billedet er redigeret eller tilpasset i farvetonen, så det passer til den visuelle identitet.
  • Billedet har en klar og tydelig funktion, og teksten ville ikke være optimal uden billedet.
  • Billedet har en navngivning som giver mening og dertil udfyldt ALT-tekst.
  • Billedet bidrager med værdi til læseren.

En god ide er at split-teste dine billeder. På den måde kan du teste, hvilke af dine billeder, der performer bedst til dit formål. Her kan du læse mere om, hvordan du split-tester billeder.

 

Det overset trin: SEO og billedoptimering

SEO er vigtigere end nogensinde før, og dens betydning for moderne forretning behøver vist ingen introduktion. Dog er SEO så brugt en disciplin, at mange har tendens til at overse afgørende aspekter af faget. Hvis dine billeder aldrig dukker op på Google, så er det højst sandsynligt fordi, de ikke er optimerede til søgemaskiner.

Lad mig understrege:

Præcis som din tekst, bliver visuelt indhold og billeder analyseret af Googles robotter. Billederne er derfor en vital del af din virksomhedes overordnede fokus på content marketing og SEO. Det forbedrer både load-hastigheden, booster din hjemmesides rank og forbedrer brugeroplevelser. Hvis dine billede og content marketing skal klare sig godt på internettet og hente trafik til dine sider, er det nødvendigt at have fokus på de mindste detaljer så som filnavne, filstørrelser, billedtekst, placering osv.

 

The future within content marketing

 

Fremtiden for billeder og content marketing

I det store kapløb om brugerens opmærksomhed vil konkurrencen fortsat spidse til, og indtil videre er billeder og content marketing stadig en af de bedste muligheder for at skabe værdifulde interaktioner med sin målgruppe.

Det er min klare overbevisning, at de virksomheder som vinder kapløbet i fremtiden, er de som forstår, at godt indhold ikke blot er velskrevet, men også velproduceret med de rette visuelle effekter.

Det er ikke tekst, billeder eller video, der er det eneste rigtige, men snarere en kombination af alle typer indhold, hvor udvælgelsen afhænger af, hvordan hver del skaber værdi for læseren, som skal bruge sin dyrebare tid på indholdet.

error: Content is protected !!