historie
JumpStory
JumpStory
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Jagten på den gode historie

Michael Altschul

Michael Altschul

Michael Altschul fra VISUEL-MEDIE har været freelance fotograf i 28 år, og har taget billeder på mere end 1.900 virksomheder, ministerier, ambassader og organisationer i Danmark og i udlandet samt over 250 bryllupper og andre private arrangementer.

Historier – det er noget, vi skaber selv!

Måske kender du følelsen: Du har set et billede, der har brændt sig fast i dig. Og det er svært at slippe det. Ligesom en melodi du har fået på hjernen.

Alle fotografer drømmer om at tage ikoniske billeder, som andre husker. Og alle leder efter den magiske opskrift på, hvordan man gør det.

Her er et par bud på den opskrift, der giver dig magiske billeder.

 

En lang tekstside

Prøv at forestille dig en hjemmeside helt uden billeder…

Nej vel?

Det ville aldrig virke.

Visuel kommunikation er så vigtig i dag, at den påvirker os 3-4 gange mere end tekst. Med andre ord, så søger vores hjerne 3-4 gange mere mod billedinformation end mod tekstinformation.

Dermed har billeder en kæmpe magt, og de styrer ubevidst mange af vores daglige valg, men altså kun, hvis det bliver brugt rigtigt.

 

 

Fucker med din hjerne

Der laves masser af undersøgelser af, hvad det er ved vores billeder, der virker, og hvorfor så mange billeder ikke virker.

De såkaldte Eyetracking-undersøgelser, hvor forsøgspersoner høvler rundt på bestemte hjemmesider, mens et specielt kamera læser deres pupiller. På den måde ved man, hvad det er ved billeder, der virker interessant, altså hvad det er, der påvirker os. Den viden bruges indenfor neuropsykologien til at forstå, hvordan vi bliver påvirket uden at vide det.

Reklamebureauer læner sig meget op ad den viden, når de sætter kampagner sammen. De elsker at fucke med vores hjerner.

De fotografer, der benytter sig af den viden, vi har indenfor neuropsykologi, har langt større chance for at påvirke læseren end dem, der bare tager billeder uden præcis at vide, hvad de egentlig vil med billedet.

 

eyetracking

 

Visuelt fyld

Modsat hvad mange tror – specielt mange grafisk designere og folk, der laver hjemmesider, så er et billede ikke bare et grafisk element eller et stykke visuelt fyld, der bare skal passe ind i en ramme i det samlede design.

”Ups, vi mangler s’gu da et billede – kan du ikke lige finde noget…”

Det er ikke billedets funktion, hvis man vil arbejde professionelt.

Visuelle udtryk er den stærkeste faktor i al kommunikation i dag, og den, der forstår at udnytte billedets muligheder for påvirkningskraft, brænder bedre igennem end den, der bare bruger det som et element – som fyld.

 

Brug af andres billeder

Som fotograf er jeg selvfølgelig tilhænger af, at man skaber fundamentet helt fra bunden af på samme måde, som den dygtige kok starter helt forfra med gode råvarer.

Men jeg ved jo også, at det ikke altid er en mulighed at hyre en stjernefotograf hver gang, du skal bruge et billede.

Billedbureauer, som f.eks. Jumpstory, tilbyder tusinder af gode professionelle fotos til forholdsvis små penge.

 

Tre gode råd:

Her er tre gode råd, hvis du ønsker at bruge andres billeder.

  1. Tænk på historien!
  2. Tænk på tiden!
  3. Tænk på kulturen!

1: Det billede, du vælger, skal passe til din teksthistorie. Hvis du f. eks. er behandler og vælger et ”feel good”-billede af strand eller skov, vil dine potentielle kunder, som kommer ind på din hjemmeside, associere til strand eller skov. IKKE til at de kan blive behandlet.

Hvis dine tekster handler om fysioterapi, så brug billeder, der viser fysiske behandlinger.

Har du en rådgivningsvirksomhed, og handler din tekst om rådgivning, så vis billeder, som handler om rådgivning eller en historie om, hvad dine kunder får ud af at blive rådgivet af dig. Det kunne være, at de fik mere tid tilovers eller større overskud. Tænk hele tiden på, at dine billeder skal fortælle din historie.

For det er i grunden ret simpelt: Det du viser, det er det, dine læsere føler.

 

Janne Harrild - klinikbilleder til hjemmeside
Kilde: Michael Altschul. Brug billeder som fortæller din historie, og som kan afkodes på få sekunder.

 

2: Du og jeg bruger 2-4 sekunder på at afkode, om vi vil blive på en side og læse mere, eller om vi ikke føler, vi får den information, vi leder efter, og derfor forlader siden igen.

Dine billeder skal være så simple, at andre kan afkode budskabet på 1-2 sekunder. Billedet er som en one-liner: det skal sige bang med det samme. Der er ikke tid til at skulle fortolke, det der sker på billedet.

 

afkode billede
Kilde: Michael Altschul/VISUEL-MEDIE. Brug billeder som er relevante for din historie, og som kan afkodes på få sekunder.

 

3: Hvis du henvender dig til et dansk publikum, så brug billeder, der ser danske ud. Fra Eyetracking-undersøgelser (se undersøgelsen her) ved vi, at f. eks. amerikansk-producerede billeder ikke fungerer særlig godt på os danskere. Vi vil, ligesom alle andre folkeslag, helst se nogen, der ligner os.

 

Panum Instituttet - hjemmeside
Kilde: Michael Altschul/VISUEL-MEDIE. Et eksempel på et billede som både passer til danske og udenlandske læsere.

 

Den stærke historie

Hvis du selv tager billeder, så husk at rette dit fokus mod at fortælle en stærk historie. Lad dine billeder være en klar og tydelig historiefortælling. Det er vigtigt, at fortællingen er relevant, ellers dør budskabet i din kommunikation, marketing eller kampagner.

I 2003 skulle jeg, som jeg havde gjort det mindst 1.000 gange før, tage et billede af en virksomhedsejer. Og som altid spørger jeg hovedpersonen, hvad historien handler om. Hvad har han snakket med journalisten om? Hvad er det overordnede tema? Er der nogle punchlines?

Det er helt nødvendigt for at skabe billeder, der smelter sammen med teksten, som gør den samlede kommunikation stærkere.

”Det går skide godt”, siger direktøren, som jeg skal tage billeder af om lidt. “Flere folk, højere løn, masser af ordrer, vi drukner i succes – vi vælter udlandet”, smiler han lidt flabet.

Jeg foreslår derfor Stein Bagger, at vi skyder et billede, hvor han indtager hele verden. ”Det er jo din drøm – ikke?”, spørger jeg. ”Jo, for fanden – hele verden”, griner han.

Det billede er altså skabt præcis til den opfattelse, jeg havde af, hvad hans historie handlede om, da jeg skulle tage billedet af Stein Bagger og IT-Factory i 2003: En virksomhed der kørte derudaf og en leder med kæmpe ambitioner.

 

Stein Bagger - IT Factory
Kilde: Michael Altschul/VISUEL-MEDIE. Stein Bagger: Historien om en af Danmarks mest succesrige virksomheder, der viste sig at være ren varm luft.

 

Fanget ind i historien

Det er det, der bør være vores udgangspunkt, hver gang vi fotograferer. At skabe billeder der understøtter historien og gør den stærk.

Så vi bliver fanget ind i historien og har svært ved at slippe den, før vi har læst den.

Og det er vel det, der er formålet med al kommunikation: At vække interesse.

På den måde sikrer vi, at billedet bliver en vedkommende og relevant historiefortælling – hver gang!

I stedet for bare at blive et ligegyldigt element i et tilfældigt billedfelt på en hjemmeside!

At virkelighedens verden så kom til at se anderledes ud for Stein Bagger og IT-Factory fem år efter i 2008, hvor det hele ramlede sammen ved en kæmpefest, se det er jo en helt anden historie…

 

Mere om Michael Altschul

Fotokurser

De sidste 10 år har Michael afholdt åbne heldags fotokurser for både kommunikationsfolk og private interesserede, der har lyst til at blive dygtigere til at tage meningsfulde billeder.

Han er tilknyttet RUC, hvor han underviser i visuel kommunikation og har efteruddannet over 200 freelance journalister i at tage bedre billeder.

Han udarbejder derudover visuelle billedmanualer for en række virksomheder og kommuner. Manualer er et praktisk arbejdspapir som sikrer, at deres historier og billeder passer sammen, og at virksomhedes brand holder hele vejen. Her kan du læse mere om Michaels fotokurser

 

Fotokursus - stemningsbilleder
Kilde: Michael Altschul. Michael Altschul holder åbne fotokurser hele året. Her kan du lære at tage billeder i professionel kvalitet med fokus på din historiefortælling.
 
error: Content is protected !!