Chat with us, powered by LiveChat

Hvordan bruger man et visuelt medie som Instagram som et taktisk værktøj til salg?

Instagram fortsætter i højt tempo med kontinuerligt at lancere nye features til appen – lige fra at kunne følge hashtags til deling af et post til flere Instagram-konti, til de nye countdown stickers i Stories, der kan bruges til promotion af events, salgsbuzz eller en ny produktlancering. Disse tiltag er blot nogle af de seneste opdateringer, der er blevet udviklet.

Sidder du som social media-ansvarlig, bliver du derfor også kontinuerligt nødt til at ændre dine taktikker til din eksisterende Instagram-marketingstrategi for at kunne udnytte den visuelle medieplatforms muligheder, så du kan nå ud til eksisterende og nye followers med dine produkter og servicer for at konvertere dine indsatser til salg.

Instagram er en af de hurtigst voksende platforme nogensinde, og med 800 millioner aktive konti er det en kæmpe annoncemulighed for brands. Brugerne er der i alle aldersgrupper, væksten er der, og der sker konstant en udvikling i kanalen. I Danmark viser de seneste tal, at andelen af dem, der dagligt benytter Instagram, er steget fra 18 procent i 2017 til 24 procent i 2018 [1]. Et tal, der må antages at fortsætte med at stige. Men hvad der er langt mere interessant, er, at brugerne ikke kun følger deres venner for at få et godt grin eller blive underholdt af The Kardashians, men i lige så høj grad er tilbøjelige til at bruge den visuelle platform til at søge inspiration til mode, bolig, rejser eller det nyeste DIY-hack. Dette understøttes af en undersøgelse, der viser, at mindst 80 procent af brugerne følger mindst ét brand på Instagram [2].

 

 

 

2019 bliver året, hvor din Instagram-virksomhedsprofil er lige så vigtig som din hjemmeside. Tallene viser, at flere og flere brugere søger efter brands på Instagram, før de søger på Google. Så ligesom du formodentlig har booket en professionel fotograf til at tage dine nyeste produktbilleder til din virksomheds hjemmeside og fået en tekstforfatter til at skrive en iøjnefaldende tekst, så skal du nu også lægge den samme ressourceindsats i det indhold, du udkommer med på din Instagram-virksomhedsprofil, hvis du skal lykkes med en succesfuld Instagram-marketingstrategi i 2019.

 

 

På Instagram er det de brands, der fortæller de mest interessante og relevante historier, der opbygger det største publikum. Instagram kalder sig selv en visuel inspirationsplatform, og den bedste måde at inspirere andre på er ved hjælp af visuel historiefortælling. Det handler derfor om at udvikle en stærk brand-tilstedeværelse, hvor du gennem mikrohistorier skaber nærvær og troværdighed og får fortalt en historie, der knytter sig til dit brands værdier, mission og formål, så du sikrer en god, konsekvent visuel historiefortælling, der formår at skære igennem alt det middelmådige indhold, der også dagligt deles på Instagram.

Hvis du vil fange forbrugernes opmærksomhed og opbygge et stærkt onlinepublikum, der er begejstret for at høre fra dig, skal du altså være kreativ i den måde, du fortæller din historie på. På Instagram er det nemt at fremvise et produkt eller en tjeneste på en måde, der ikke virker påtvunget, men som samtidig skaber positive følelser omkring brandet. Når det er sagt, er det naturligvis vigtigt, at du ikke klistrer dit budskab til med aggressive salgsbudskaber, eller at ethvert post er en produkt-promotion, da det vil få følgerne til at unfollow dig – instantly! Du skal derimod blande dit indhold på din Instagram-profil, så der bliver skabt en god, konsistent og engagerende visuel historiefortælling.

Nedenfor finder du metoder til, hvordan forskellige brands er lykkedes med at skabe en succesfuld Instagram-profil ved hjælp af forskellig content til at kommunikere et taktisk budskab.

 

1. Del det content, som din målgruppe ønsker at se

Det virker måske en anelse for oplagt, men ofte glemmer virksomheder på sociale medier at tænke på, hvorfor man som kunde vil følge et brand. Så hvis du vil opnå publikumssucces og engagere din kernemålgruppe, så skal du poste det indhold, de ønsker at se fra dig, når de scroller igennem deres feed. For at vide, hvad der engagerer din målgruppe, skal du naturligvis have denne målgruppeindsigt. Det kan du for eksempel få ved at undersøge, hvad din målgruppe ellers følger og liker. Lige så snart du har det, så kan du skabe kvalitetsindhold, som de gerne vil se. Det er https://www.instagram.com/nettodk/ et strålende eksempel på. Og hvad der også er interessant i denne case, er, at de bruger en stærk priskommunikation i alle deres posts. Og det er jo det, målgruppen gerne vil have.

 

2. Inkluder en CTA i din caption

Det er altid godt at inkludere en call to action i enhver form for markedsføringsindhold, så du guider dit publikum til, hvilken handling du gerne vil have dem til at foretage, og det gælder naturligvis også dit Instagram-post, da en inkluderende call to action vil opfordre til engagement og interaktion med dine følgere. Du kan gøre det på et utal af måder. En af dem, der er dygtig til det, er https://www.instagram.com/kraeftensbekaempelse/, der med deres nyeste kampagne opfordrer brugerne til at tilmelde sig 10-kampen, der starter til marts, og som kort sagt handler om 10 ting, du kan gøre som forbruger for at forebygge kræft.

 

3. Inkluder ‘shoppable’ links i dine posts

I 2018 fik detailhandlere en ny trafik-driver på Instagram. Det var dog ikke de klikbare webadresser, der pludselig kunne indsættes under dit billedpost, men derimod Shopifys integration af en shoppingfunktion i Instagram-appen. Du har sikkert allerede set funktionen i dit feed, hvor shoppingfunktionen lader brugere, der har en webshop på Shopify-platformen, tagge deres produkter i et billede samt notere varens navn og pris i et lille, elegant indkøbsikon. Med få klik kan du nu købe varen i Instagram uden at skulle forlade appen. Det er smart tænkt af Instagram, da de derved kan konvertere trafikken inde i appen og samtidig skaber en kanal, der potentielt kan skabe et kæmpe mersalg for detailhandlerne. Et af de brands, der er med på den bølge er https://www.instagram.com/ilvabolig/

 

4. Fortæl engagerende historier med dit indhold

Jeg er vild med Instagram-æstetikken hos https://www.instagram.com/kongessloejd/. Der er en gennemgående konsistens, når man scroller ned gennem deres feed. Billederne springer i øjnene og skaber nærvær og troværdighed, som er grundstenene i det gode indhold. Billederne har høj kvalitet, da både redigeringen og lyssætningen i hvert enkelt billede spiller sammen med den overordnede historiefortælling. Der er altså en gennemgående og ensartet billedstil, samtidig med at hvert post fortæller en mikrohistorie – små børn kan lide at høre historier, voksne kan lide at høre historier – og Konges Sløjd formår på den fineste måde at fortælle en historie om at være et kvalitetsbevidst univers for både mødre og børn. Det er et stærkt narrativ, og det er ikke uden grund, at de er blevet en Instagram-darling og stifteren Emilie Konge har skabt en millionforretning på salget af produkterne gennem sin tilstedeværelse på Instagram.

 

Hvis din virksomhed ikke allerede genererer trafik fra Instagram, så er det tid til at gøre tingene anderledes end du gjorde i går.

[1] Medieudviklingen 2018 (DR)
[2] https://www.business2community.com/instagram/top-10-instagram-trends-to-start-using-now-for-2019-02145874

 

 

Mette Willert er selvstændig Content Strategist & Visual Storyteller.  Hun rådgiver brands om brugen af Instagram, producerer content for brands, såvel som hun afholder foto-workshops.

Hun har mere end 5 års erfaring som Content Manager fra DSB Social Media afdeling, hvor hun arbejdede frem til januar 2018.  Ved siden af driver hun den populære Instagram-konto Littlemycph, der med sine stilrene billeder har fokus på arkitektur og byliv. Hun har mere end 42.000 følgere

Connect med Mette Willert på Linkedin

Lyst til at dele indlægget? Vælg én af mulighederne nedenfor….

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på email
Email

Andre artikler fra JumpStory’s blog

Prøv det nu